Shortgame – moderne principper for et stabilt indspil
De seneste år har forståelsen omkring shortgame flyttet sig væk fra de gamle ”regler” og over til en mere funktionel tilgang, til hvor vi arbejder med kontrol af kontakt, launch og spin.
Fundamentale principper
- Stabilt tryk på forreste side: 60–70 % vægt på forreste fod igennem hele bevægelsen. Det reducerer variabler og gør kontakten mere forudsigelig.
- Køllehovedets orientering: Moderne short game handler ikke om at ”holde hænderne foran bolden” og fjerne loftet fra køllen. I stedet søger vi en neutral til let åben kølle, hvor bouncen aktiveres. Bounce er din ven – den gør slaget tilgivende og mindsker risikoen for at grave.
- Dynamisk loft & boldens udgangvinkel: Vi taler i dag om, at et wedge-slag typisk skal starte med en udgangsvinkel på ca. 25–35°. Det giver både øget kontrol og spin.
Shortgame teknik – bevægelsen i korte træk
- Opsætning: Bolden centralt, vægt på forreste fod, hænderne kun en anelse foran bolden (ikke presset frem).
- Svinget: Arme og krop arbejder sammen, og køllehovedet bevæger sig med en let, glidende kontakt i jorden. Forestil dig, at bouncen ”stryger” græsset.
- Release: Det er ikke nødvendigt at køllen skal holdes stiv gennem svinget – vi søger et mere naturligt release som giver køllen mulighed for at arbejde med loft og bounce, ikke imod dem.
Øvelse – “Low point kontrol”
- Læg en lille tee ca. 2–3 cm foran bolden.
- Slå 10 indspil, hvor du rammer bolden først, men også får et lille brush i jorden og får fjernet tee’en, efter du har ramt bolden
- Hav fokus på hvor din vægt er placeret. Vi ser gerne 60-70% på forreste fod.
Vil du gerne lære præcis, hvordan du kan slå det perfekte indspil og få bolden tættere på hullet?
Så book en lektion hos mig – jeg hjælper dig med at få teknikken på plads, så du kan spare slag på dit scorekort allerede i næste runde.
