Ugens tip #4

Ugens tip #4 – Sådan selvtræner du effektivt i klubben

At blive bedre til golf handler ikke kun om lektioner – det handler i høj grad om selvtræning.
Mange spillere møder op på træningsområdet, slår en spand bolde mod horisonten, og håber på, at noget ændrer sig. Men uden struktur bliver det sjældent til mere end god motion.

Selvtræning skal være målrettet og realistisk – og det er lettere, end du tror.


Hav et formål med hver træning

Inden du tager ud på rangen eller indspilsområdet, så spørg dig selv:

“Hvad vil jeg blive bedre til i dag?”
Det kan være kontakt med bolden, afstandskontrol, retning, eller det korte spil.
Når du har et konkret fokus, bliver din træning langt mere effektiv – og du kan måle, om du bliver bedre.

Lav fx en plan som:

  • 15 min. opvarmning med korte slag
  • 20 min. fokus på et specifikt område (fx wedgeafstande eller træfpunkt)
  • 10 min. simulering af baneslag

Træn som du spiller

Alt for mange står på rangen og slår det samme slag med den samme kølle ti gange i træk.
På banen får du aldrig to identiske slag i træk.

Prøv i stedet at lave “spiltræning”:

  • Skift jern for hvert slag.
  • Forestil dig, at du spiller et hul – vælg tee-slag, approach, indspil og putt i rækkefølge.
  • Brug mål på rangen som fairways og greens.

Det tvinger dig til at tænke, visualisere og vælge kølle – præcis som på banen.


Brug øvelser med feedback

Det er svært at vide, om du træner rigtigt, hvis du ikke får feedback.
Men du kan nemt skabe det selv:

  • Håndklædeøvelsen: Læg et håndklæde 5-10 cm bag bolden. Ram bolden uden at røre håndklædet – så ved du, at du rammer bolden før jorden.
  • Måltræning: Stil en kurv, et håndklæde eller en kegle ud på rangen, og forsøg at lande bolden inden for området.
  • Low point drill: Læg en tee lige foran bolden, og træn at ramme både bolden og tee’en, så vi ved at vores lowpoint er foran bolden

Små øvelser som disse gør din træning målbar og konkret – du kan se og mærke, når du bliver bedre.


Lav din egen challenge

Når vi træner er det vigtigt at vi konkurrerer – også selvom det bare er mod os selv, her får du lidt inspiration til hvad du kan dyste mod dig selv i.

  • Hvor mange bolde kan jeg lande inden for 2 meter af målet?
  • Hvor mange greens rammer jeg i “minirunden” på rangen?
  • Hvor mange gange i træk kan jeg ramme bolden rent uden at røre håndklædet?

Notér dine resultater – og prøv at slå din egen rekord næste gang.


Søg sparring – også uden lektion

Selvtræning betyder ikke, at du skal klare alt selv. Det er vigtigt at træne og konkurrere med andre, så vær ikke bange for at opsøge andre for at høre om de er klar til en lille challenge.
Dermed sagt, så er det altid en god idé at tale med klubbens pro, når du er i tvivl om de tekniske dele.


💡 Kort opsummeret:

  • Hav et klart fokus hver gang du træner.
  • Gør træningen realistisk og spil-lignende.
  • Brug simple øvelser med feedback.
  • Udfordr dig selv og gør træningen sjov.

Selvtræning behøver ikke være kompliceret – men den skal være målrettet.
Jo mere du træner med formål, jo hurtigere udvikler du dig. Og det bedste? Du kan gøre det hele lige ude i klubben – uden avanceret udstyr.


Gå aldrig glip af nyhederne

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og få inspiration, øvelser og gode råd direkte i din indbakke.