Ugens tip #6

Træf bolden bedre med et stabilt lowpoint

Lowpoint er en af de største forskelle mellem dygtige golfspillere og dem, der kæmper med deres boldtræf. For at forstå, hvordan du kan forbedre dit træf, skal vi se nærmere på, hvad lowpoint egentlig betyder.

Når vi svinger køllen, bevæger den sig i en bue – en svingbue. På et tidspunkt når køllen sit laveste punkt i denne bue, og det kaldes for lowpoint.

Vores lowpoint kan være før bolden, lige under bolden eller efter bolden, og det fortæller os, hvor i svinget køllen er på sit laveste. Med jern ønsker vi, at lowpoint ligger efter bolden – det sikrer, at vi rammer bolden først og derefter jorden, hvilket giver en ren kontakt og kontrolleret boldflugt.
Med driveren derimod vil vi gerne have, at lowpoint ligger før bolden, så køllen bevæger sig en smule opad ved boldtræf for at skabe højde og lavere spin.

Mange golfere oplever at toppe eller flække deres jernslag. Det sker ofte, fordi lowpoint ligger for tidligt i svinget – altså før bolden – så køllen bevæger sig opad, inden den rammer bolden.

Lowpoint Trackman

Sådan træner du dit lowpoint

En af de mest effektive øvelser til at forbedre lowpoint er den klassiske håndklædeøvelse.
Læg et håndklæde på jorden, cirka 5–10 cm før bolden. Dit mål er at slå bolden uden at ramme håndklædet. Hvis du rammer bolden rent og håndklædet bliver liggende, ved du, at du rammer bolden først – præcis som du skal.

For at gøre øvelsen endnu mere præcis, kan du lægge en tee 5 cm efter bolden. Prøv at ramme bolden og samtidig få tee’en til at flyve væk – det viser, at du har ramt jorden efter bolden, og dermed flyttet dit lowpoint til den rigtige position.

Denne øvelse er særligt god til jernslag og giver en tydelig fornemmelse af, hvordan du får en solid kontakt, mere kompression og et mere stabilt sving.

Når du lærer at kontrollere dit lowpoint, bliver dine slag både mere konsistente og kraftfulde.


Gå aldrig glip af nyhederne

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og få inspiration, øvelser og gode råd direkte i din indbakke.